I denne lille guide gennemgår jeg nogle tips og tricks til hvordan du bedst passer på din pastel tegning. Følger du disse råd, vil din tegning holde meget længe, uden at kunne se ændringer på den. Pasteller er en af de mest permanente materialer pga. højt pigment indhold og en god lysægthed, der gør farverne ikke falmer over tid. Derfor er mange pastel tegninger, selvom de er over 200 år gamle, stadig så flotte i farverne som da de blev lavet.

Undgå berøring

Da pasteller minder lidt om kridt, kan man komme til at tvære farven ud ved berøring. Undgå derfor altid at røre tegningen og vær forsigtig med tegningen, når den ikke er i en ramme. Man kan godt røre papiret forsigtigt hvor der ikke er pastelfarve på, men jeg anbefaler at man holder tegningen i kanterne af papiret, da ens fingre godt kan efterlade aftryk på papiret.

Glassin papir

Tegningen kommer med et stykke glassin papir over som beskyttelse. Glassin papir er syrefrit, som ikke skader tegningen. Lad altid dette papir sidde på, indtil tegningen skal i en ramme. Glassin papiret er sat fast med tape, som forsigtigt fjernes. Undgå at glassin papiret glider for meget frem og tilbage på tegningen, da dette kan medføre at farven bliver tværet en smule ud.

Kom ikke noget på tegningen

Med andre type tegninger, som fx grafit eller farveblyanter, kan man beskytte tegningen ved at spray såkaldt fixativ eller lignende på. Dette må IKKE påføres på pasteltegninger, da det kan ødelægge farverne og fx gøre dem mørkere.

Ramme og ophængning

Kom altid tegningen i en ramme, for at beskytte den bedst muligt. Det kan være en god ide at vælge en ramme af god kvalitet og som evt. beskytter mod UV og er refleksfrit. Derudover kan en ramme hvor tegningen ikke ligger helt op ad glasset være et godt valg, da der ellers godt så kan sætte sig en smule farve fast på glasset. Selvom mine materialer er af høj kvalitet, kan for meget sollys alligevel godt falme farverne over længere tid. Derfor kan det være en god ide med en UV beskyttende ramme og sørge for tegningen ikke hænger, hvor den bliver udsat for meget direkte sollys. Undgå også at hænge tegningen i et rum med meget fugt (fx badeværelse og køkken), da dette også kan gøre skade på tegningen. Et refleksfrit glas kan anbefales, så man bedst kan se tegningen uden nogle refleksioner i glasset.